Til marts kan du blive helt skarp på de LCA-krav (Life Cycle Assessment), som er indført fra årsskiftet, når Arkitektskolen Aarhus udbyder et fire-ugers LCA-efteruddannelsesforløb. Her kan du blandt andet møde Line Søndergaard Kristensen, der er afdelingsleder i bæredygtighed hos Ekolab og August Sørensen, der er LCA-specialist og ingeniør hos Ekolab. Professor Lotte Marianne Bjerregaard Jensen fra Arkitektskolen er kursusansvarlig.
Efteruddannelsen henvender sig til alle arkitekter og beslægtede faggrupper. Hvis du er ledig, er der mulighed for, at dit lokale jobcenter kan bevilge dig gratis deltagelse.
Du kan opnå kompetencer til at udarbejde LCA og indsigt i at bruge LCA som parameter i den arkitektoniske udvikling. Kurset har fokus på byggeriets samlede bæredygtighed.

