
Nye byggepladsydelser: fra papiret til virkeligheden
Et blik for helheden er alfa og omega, hvis vi vil skabe varige forandringer. Det har du nok læst her på siden mere end én gang før, hvis dette ikke er dit første besøg. Det er nærmest blevet et mantra for os. Det er der en grund til.
Vi kan ikke som specialrådgivere blot sidde i vores elfenbenstårn, tænke, regne og diktere. Og så regne med, at verden ændrer sig til det bedre. Livet er fuldt af udfordringer ikke mindst i byggebranchen. Der er mange dagsordener, mange synspunkter, mange ressourcer og mange penge i spil. Derfor er det svært at skabe reelle forandringer med idealistiske publikationer og diktioner, der ikke rigtigt forholder sig til den omgivende virkelighed.
Vi er bevidste om dette forhold, og vi forsøger hele tiden af rykke teorierne og virkeligheden tættere sammen, at gøre den nye viden håndgribelig og brugbar derude i frontlinjen. Og hvis vi skal gøre det rigtigt, skal vi gøre det grundigt. Vi skal opbygge viden og erfaring. Vi skal have indgående kendskab til livet på byggepladsen. Vi skal have forståelse for arbejdsgange, praktiske udfordringer, begrænsninger og hensyn. Det har vi nu.
Nye byggepladsydelser og en opkvalificering af teamet
Med tilføjelsen af Majbritt til team Ekolab i løbet af 2025 og efterfølgende hendes efteruddannelse som Miljø- og ressourcekoordinator (MRK) kan vi nu tilbyde en række nye byggepladsydelser, der kobler arbejdsmiljø, byggepladslogistik, affaldshåndtering og ressourcekoordinering tættere på den praktiske udførelse.

Ydelserne omfatter blandt andet PSS, risikolog, byggepladsplaner, beredskabsplaner, sikkerhedskoordinering på byggepladsen samt affalds-, miljø- og ressourcehåndtering.
Formålet er at hjælpe med at føre arbejdet fra papiret ud i virkeligheden. Hvis der er behov for det, kan vi være mere synlige på byggepladsen, varetage rollen som AMK-B og bidrage til at kontrollere, koordinere og dokumentere det aftalte arbejde.
På den måde kan vi lette arbejdsbyrden for kunden ved at tage hånd om koordinering og dokumentation, så de kan fokusere på selve byggeriet.
En fortid på byggepladsen
Majbritt kommer fra en stilling som byggeleder med ansvar for koordinering af arbejdet på byggepladsen — både internt og eksternt, bl.a. mellem byggeledere, naboer, underentreprenører og øvrige aktører. Hun har dermed arbejdet helt tæt på den daglige produktion og koordinering i udførelsesfasen.
Derudover har hun erfaring med byggepladslogistik, sikkerhed, arbejdsmiljøkoordinering og affaldshåndtering. Hun har desuden arbejdet som ressourcekoordinator med fokus på bæredygtighed, genbrug og genanvendelse.
Dermed har hun indgående kendskab til processer, procedurer, logistik og udfordringer på byggepladsen. Og nu er hun opkvalificeret med efteruddannelsen Miljø- og ressourcekoordinator.
Det er et godt og konkret eksempel på, to af vores grundværdier, “Viden” og “Helhed”. De to går nemlig hånd i hånd, fordi et stærkt blik for helheden kræver viden om så mange afkroge af helheden som muligt. Og der, hvor man ikke har viden nok, må man opsøge den og være åben for nye inputs.
Vi ses på byggepladsen.
