August startede som praktikant og er blevet til en vigtig brik i vores bæredygtighedsarbejde.

I januar har vi i Ekolab budt velkommen til vores nye kollega August Sørensen. August er dog ikke helt ny i Ekolab. Vi fik først glæden af ham som praktikant, derefter som studentermedhjælper, og senest har han skrevet afgangsprojekt hos os og Troldtekt. Nu har vi fastansat ham, fordi vi har kunnet se hans udvikling og potentiale igennem den tid vi har haft ham. Dermed får han en væsentlig rolle i vores bæredygtighedsteam. August har særlige kompetencer indenfor Livscyklusvurderinger (LCA) og Den Frivillige Bæredygtighedsklasse (FBK). Disse emner var nemlig hovedfokus i hans afgangsprojekt på Ingeniørhøjskolen som han skrev i samarbejde med Ekolab og Troldtekt:

Jeg undersøgte blandt andet de europæiske normer og standarder, for hvordan man regner en LCA, holdt op imod hvordan LCAbyg regner en LCA. Derudover undersøgte jeg hvordan en LCA kan anvendes i den tidlige designfase og til variantundersøgelser. Samarbejdet med Ekolab og Troldtekt gav den perfekte case, som dannede grundlag for en verificering af den teori, der blev anvendt i projektet. Derudover var det en oplagt mulighed for at se et reelt resultat, og hvor jeg fik lov til at påvirke noget i virkeligheden.

Afgangsprojektet fik topkarakter, og viser hvorfor begejstring og interesse for ens hverv er vigtigt:

Bæredygtighed er en af mine helt store interesser. Allerede inden jeg startede i praktik, vidste jeg, at mit afgangsprojekt skulle handle om bæredygtighed. Jeg tror, jeg er blevet fanget af det, fordi jeg ved, at det gør en forskel.

Derfor har August også igennem sin tid i Ekolab arbejdet med bæredygtighedscertificeringen DGNB, hvor han har haft mulighed for at lære og fordybe sig. Samtidigt har han dykket ned i beregninger og forudsætninger for LCA, hvorfor han også i dag sidder og arbejder med netop dette. I fremtiden er August en vigtig brik i Ekolabs kontinuerlige udvikling af vores arbejde med bæredygtighed, materialer og livscyklusperspektiver. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet og udviklingen med ham. August er aktuel med et indlæg på Molio uddannelsen ’CRBB’ workshop 2 LCA, hvor han underviser i praktisk brug af LCAbyg5.0. Her vil han formidle den viden han har opnået og bruge de kompetencer han har tilegnet sig.

Måske har du også lyst til at læse lidt om…

Energianalyse og -optimering 

Ekolab har arbejdet med lavenergibyggeri fra virksomheden blev etableret. Vi var pionere indenfor passivhuse og har...

CIRKULÆRT BYGGERI

På konferencen, Circular Build Forum 2024 (ultimo januar), kan du i år høre om et projekt fra den virkelige verden -...