I 2017 blev der udskrevet en konkurrence i totalentreprise på opførelsen af ungdomsboliger i Katrinebjerg-området. Ekolab er konsulent/auditør ved bæredygtighedscertificering til Guld i DGNB i vinderteamet JCN bolig, Rubow Arkitekter og Regnbuen-Kontor Arkitekter og Ingeniørfirmaet Viggo Madsen. I forbindelse med opgaven udfører Ekolab commissioning aktiviteter. Byggeriet skal i øvrigt være lavenergi efter klasse 2020. Byggeriet som skal udføres 2018-2019 udgør 4360 m2 og entreprisesummen er 58 mio.
Et centralt bæredygtighedsgreb er en relativ kompakt bygning med en optimeret energiramme, som kun bliver understøttet af et mindre solcelleareal på tag. Isoleringsmængden er begrænset og materialevalget meget bevidst valgt ud fra en optimal livscyklusanalyse (LCA) i samspil med hensyn til drift og dermed bygningens totaløkonomi (LCC). Det gode indeklima sikres ved omhyggeligt dagslysdesign, passende termisk masse og mekanisk ventilation med mulighed for supplement via lyddæmpet vinduesventilering. De tekniske installationer er optimeret i forhold til både energiramme og drift.
Boligkontoret Århus’ kommende og iøjnefaldende ungdomsboligafdeling ligger lige over for Storcenter Nord – på hjørnet af Paludan-Müllers Vej og Finlandsgade. Det er en yderst attraktiv beliggenhed for studerende, der har by, skov, park, indkøb og studier inden for kort radius. Der bliver i alt 115 ungdomsboliger samt fleksible områder og funktioner ude og inde, der ansporer til samvær mellem beboerne. Et bæredygtigt hus med attraktive boliger og indbydende fællesskaber for byens studerende.