Seks nominerede til RENOVER prisen 2013
Seks byggeprojekter ud af de 107 indstillede projekter er nu udvalgt i slutspurten om at finde Danmarks bedste renoveringsprojekt. Projekterne er udpeget af et nomineringsudvalg, der siden april har arbejdet på at reducere de 107 indstillede projekter til en endelig nominering. Vinderen kåres den 5. september. Se også
Nomineringsudvalgets begrundelse
Ryesgade 30 A – C er et fint eksempel på en historisk københavnerejendom, hvor det på fornem vis er lykkes at kombinere kulturhistoriske og arkitektoniske hensyn med forbedret funktionalitet og markante besparelser på energiforbruget.
Med en engageret styring af byggeprocessen, en udvidelse af det økonomiske råderum via et tæt samarbejde med materialeproducenter i eksperimenter rettet mod boligernes indeklima og en indvendig efterisolering for at nedbringe energiforbruget, opnås et resultat som fortjener respekt. Energiforbruget er reduceret med hele 73 procent.
Indvendigt er boligernes gulve, stukken langs lofterne og de pudsede vægges nøgterne præcision intakt. Men ikke nok med det. I tagetagen er der, uden at antaste det arkitektoniske udtryk, etableret fine terrasser og overbevisende penthouselejligheder. Herfra er der via skylights i taget og store vinduer etableret udsigt i stort format til Københavns skyline. Udvendigt står den rensede facade med sit solide murværk og de skarptskårne vandrette gesimser og bånd som et fornemt kulturhistorisk eksempel på 1800-tallets murede byggeri.
Samspillet med omgivelserne er som noget særligt ikke glemt. Hjørnets inviterende cafe og lokalet for socialt udsatte unge vil generere et blomstrende byliv og åbne for et værdifuldt samspil mellem ude og inde.
Et enigt nomineringsudvalg indstiller Ryesgade 30 A – C til RENOVER prisen.
Bygherre: Drost Fonden
Arkitekter: rönby.dk og Krydsrum Arkitekter.
Ingeniører: Falkon rådgivende ingeniører, Ekolab
Entreprenør: Juul & Nielsen, Smock
Se mere på http://renover.dk/nominerede/